I slutningen af 1932 blev det foreslået for LNER's bestyrelse, at nogle af de seks-hjulede vogne fra før sammenslutningen, som selskabet havde arvet, kunne gøres egnede til camping ved at placere dem på attraktive stationssteder og udleje dem til en rimelig pris. Dette forslag blev godkendt den 1. juni 1933, og forsøget begyndte med ombygningen af ti tidligere Great Northern seks-hjulede vogne med fem afdelinger. Den 1. juli 1933 var disse placeret på ti sidebanestationer i Nordøst.

Ombygningen indebar, at tre afdelinger blev tømt for at skabe et køkken- og opholdsrum, mens de resterende to blev omdannet til soveværelser. Adgangen mellem de forskellige ”rum” foregik via den udvendige løbebrædt. Toiletforhold ser ikke ud til at være blevet etableret, så det blev antaget, at stationens faciliteter skulle benyttes, selvom sidesporene ikke altid lå tæt på disse.

Den første sæson blev fuldstændig udsolgt med 129 reservationer til en leje på 2 pund og 10 shilling pr. vogn pr. uge, under forudsætning af, at grupperne rejste med tog til deres valgte destination. Til sæsonen 1934 blev yderligere 25 vogne ombygget, og flere lokaliteter i Syd og Skotland blev tilføjet ordningen, og i 1938 var i alt 118 vogne i brug i disse områder.

Til sæsonen 1935 blev det oprindelige teakudseende anset for for trist, og campingvognene blev omlakeret i den grønne og cremefarvede bemaling, som blev brugt på Turisttoget. Ordet ”Camping” blev fjernet fra vognsiderne og erstattet af præfikset CC foran vognnummeret. Samme år blev der også indført et ekstra ferietilbud i Nordøstområdet: Den Rundrejsende Campingvogn. I modsætning til de faste sidebanestationer blev denne vogn flyttet – med sin feriegruppe om bord – fra sted til sted efter en forudbestemt køreplan, hvor den blev koblet til almindelige togforbindelser mellem destinationerne. Denne rundrejsetjeneste var tilgængelig for mellem 2 pund 2 shilling og 2 pund 10 shilling pr. person, med en minimumsbestilling på seks personer.